Barcelona træffer sen afgørelse om halvklar Messi

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Først en time inden kampstart bliver det besluttet, om Lionel Messi starter på banen, når Real Madrid lørdag tager imod FC Barcelona i El Clasico.

- Vi beslutter, om Leo (Lionel Messi, red.) spiller en time før kampen. Messis fornemmelse har været positiv, siden han kom tilbage til holdet, og han har trænet med i holdets rytme.

- Det er klart, han ikke er 100 procent klar fysisk, så uanset, om han spiller eller ej, så er den gode nyhed, at han er kommet sig, siger Barcelonas træner, Luis Enrique.

Lionel Messi har været ude af spillet i flere uger med en knæskade, som han pådrog sig i opgøret mod Las Palmas den 26. september.

Argentineren vendte tilbage til træningsbanen i Barcelona i begyndelsen af denne uge, og det forventes, at han kommer til at spille en eller anden rolle i det store spanske topopgør.

El Clasico spilles i Madrid, og med en sejr kan Barcelona bringe sig seks point foran Real Madrid.

Barcelona fører Primera Division med 27 point inden kampen lørdag aften.

- For mig vil kampen ikke være afgørende for ligaen, selv om det er meget rart, hvis man vinder på udebane mod den største rival. Det er det bedste scenarie for en Barcelona-spiller, siger Luis Enrique.

Kampen bliver spillet en uge efter de blodige angreb i Paris, som kostede 130 mennesker livet.

Derfor er sikkerheden til El Clasico øget, og 1200 politifolk vil være anbragt omkring Real Madrids hjemmebane, Bernabeu, i forbindelse med kampen.

Det er seks gange så mange politifolk, som normalt udkommanderes til en højrisikokamp i Spanien.

Barcelonas træner er dog ikke specielt nervøs i forhold til at spille kampen efter angrebene i Paris.

- Det, som bekymrer mig mest, er, hvad der foregår på verdensplan. Jeg koncentrerer mig om, hvad der sker på banen, og sikkerheden er i hænderne på specialister, siger Enrique.

/ritzau/AFP