Barcelona-træner: City-møde kunne være finalen

Skrevet af admin

18/02/2014

Mest læste i dag

Tirsdag bliver forårets del af Champions League skudt i gang med noget af brag, når Barcelona gæster Manchester City i den første af to kampe.

Den er på forhånd udråbt til at være den største af 1/8-finalerne, og på mandagens pressemøde sagde Barcelonas træner, Gerardo Martino, at han mener, at mødet er en Champions League-finale værdigt.

- Dette kunne nemt have været finalen, og jeg ville have foretrukket at møde dem senere end allerede i 1/8-finalen.

- City er et af de bedste hold i verden, og det bliver svært for os at spille mod dem, nu når de spiller på så højt et niveau, siger Gerardo Martino på pressemødet ifølge Reuters.

Her blev han bedt om at sammenligne de to hold.

- De spiller lidt den samme stil som os, men er hverken et mini-Barcelona eller mini-noget andet.

- De har godt nok en del spanske spillere som Alvaro Negredo, David Silva, Jesús Navas og Javi Garcia, men de har fremragende spillere fra hele verden som Yaya Toure fra Elfenbenskysten og Fernandinho fra Brasilien.

I bestræbelserne på at avancere kan Gerardo Martino dog glæde sig over, at Manchester City mangler den skadede angriber Sergio Agüero.

- Som fan vil jeg savne at se ham spille, men som træner giver det mig et problem mindre, lyder det fra Barcelona-træneren.

Kampen begynder tirsdag aften kl. 20.45.

/ritzau/