Barcelona-træner lader sig ikke rive med af vigtig sejr

Skrevet af admin

30/01/2016

Dagens topnyheder

Efter lørdagens 2-1-sejr over Atlético Madrid er FC Barcelona pludselig tre point foran Atlético og har ovenikøbet en kamp i hånden i forhold til Madrid-klubben.

Alligevel lader Barcelona-træner Luis Enrique sig ikke rive med af sejren.

- Det er klart, at det er en vigtig dag for os, når vi kan få tre point mod vores nærmeste rivaler. Men der er stadig lang vej endnu, siger Luis Enrique.

Barcelona har nu spillet 21 kampe i Primera Division, som holdet topper med 51 point. Atlético ligger nummer to i tabellen, mens ærkerivalerne fra Real Madrid ligger på tredjepladsen med 44 point.

I lørdagens sejr på Camp Nou fik Atlético to røde kort, men Barcelona fik alligevel aldrig helt den offensive maskine til at fungere.

- Der er udfordringer i alle kampe, og det er ikke altid, man kan overkomme dem på den mest effektive eller spektakulære måde, siger Luis Enrique.

Atlético-træner Diego Simeone ville efter nederlaget ikke skyde skylden på hverken Filipe Luís eller Diego Godín, der begge blev udvist i opgøret.

- Jeg bebrejder dem ikke noget, siger den argentinske træner.

- Selv med ni mand blev vi ved med at spille på vores egen måde. Man kan altid vinde eller tabe en kamp, men jeg foretrækker at tabe på denne måde, lyder det.

Atléticos midtbanespiller Koke bragte gæsterne på 1-0 mod Barcelona, inden Lionel Messi og Luis Suarez svarede igen med to scoringer inden for otte minutter.

/ritzau/