Barcelona-træner: Messi er den bedste nogensinde

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

Lionel Messi scorede begge mål for FC Barcelona, da spanierne onsdag vandt 2-0 over danskerklubben Ajax på Amsterdam Arena.

Med de to scoringer tangerede argentineren Rauls rekord for flest scorede mål nogensinde i Champions League. Raul og Messi har nu scoret hver 71 mål, og Messi er næppe færdig med at lave mål foreløbig.

Hans træner i FC Barcelona Luis Enrique mener også, at Lionel Messi er den bedste spiller, han nogensinde har mødt.

- Er Messi alle tiders bedste spiller? Ja, helt sikkert. Han er den bedste spiller, jeg nogensinde har set - både som spiller og træner, siger Enrique.

Lionel Messi scorede onsdag efter 36 minutter, da han hovedstødte en aflevering fra Marc Bartra i nettet. 14 minutter før tid matchede han Rauls rekord ved at score tæt under mål i samarbejde med Pedro.

- Jeg er glad på "Leo"s vegne, for alt det arbejde han gør for holdet, og fordi han er nummer et - den bedste, siger hans holdkammerat Xavi til nyhedsbureauet Reuters.

- Som de andre front angribere har "Leo" en fri rolle, men de har også vigtige defensive pligter. I denne klub arbejder vi alle for hinanden, og når vi gør det, fungerer det for holdet, siger han videre.

Da Raul skabte sin rekord, spillede han dels for Schalke 04, dels for Real Madrid.

/ritzau/