Barcelona trods transferforbud: Vi kan hente spillere

Skrevet af admin

12/02/2015

Mest læste i dag

FC Barcelona kommer ikke til at holde sig i ro, selv om den spanske storklub er ramt af et transferforbud frem til 2016.

Torsdag vil klubben præsentere et nyt udvalg, der skal sørge for at hente de rigtige spillere til Barcelona.

Udvalget kommer til at bestå af klubbens tidligere træner Carles Rexach og den tidligere AC Milan-direktør Ariedo Braida.

- Vores tanke er at have et teknisk udvalg bestående af to personer, siger Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu.

- Carles Rexach kender klubben, førsteholdet og akademiet. Braida har mange kontakter og kender mange spillere. Sammen vil de to gøre det godt.

Selv om Barcelona er ramt af et transferforbud frem til januar 2016, så må klubben ifølge præsidenten gerne skrive kontrakter med nye spillere. De må bare ikke registreres før næste år.

- Vi vil se på hvilke spillere, der skal have fornyet deres kontrakter, og hvilke spillere, vi skal have op fra andetholdet. Derudover vil vi kigge uden for klubben, siger Bartomeu.

- Vi kan skrive kontrakter med spillere uden at registrere dem.

Barcelona har været uden sportsdirektør, siden Andoni Zubizarreta blev fyret i januar.

Klubbens transferforbud skyldes, at den har indgået kontrakter med udenlandske spillere under 18 år.

/ritzau/AFP