Barcelona vandt sæsonens første trofæ

Lionel Messi brændte straffespark, da FC Barcelona vandt den spanske Super Cup.

Den Catalanske storklub kunne natten til torsdag føje endnu en et trofæ til det bugnende pokalskab, da Barcelona hjemme på Camp Nou spillede 0-0 mod Atlético Madrid.

Dermed vandt mesterklubben Super Cuppen på reglen om flest scorede udebanemål, da det første opgør på Vicente Calderon sluttede 1-1.

Kampen var til tider et hårdt spillet opgør med både røde kort og straffespark. På trods af at kampen sluttede uden mål havde gæsterne flere gode chancer. Både Arda Turan og Gabi Fernandez havde farlige skud på mål, som Victor Valdes dog fik reddet.

Barcelona startede for første gang med både Lionel Messi og Neymar på banen, men på trods af det sydamerikanske stjernestøv kunne de forsvarende mestre ikke få bolden i mål. Kort før tid fik Messi muligheden for at score på straffespark, men han brændte ved at sende bolden på overliggeren.

Dramatik kom det også til i de sidste ti minutter, hvor Atlético Madrid fik sendt to mand i bad før tid. Filipe Luis fik direkte rødt for at slå landsmanden Dani Alves, mens Arda Turan så rødt i overtiden for brok til dommeren.

Dermed kunne Barcelona hæve trofæet for fjerde gang på fem år. Real Madrid vandt titlen sidste år.

Dagens Gossip

Dagens TV