Barcelona vil puste Real Madrid i nakken inden nytår

Skrevet af admin

19/12/2014

Mest læste i dag

FC Barcelona må finde sine tungeste skyts frem i den kommende kamp mod Cordoba, hvis holdet skal holde trit med førerholdet Real Madrid i Primera Division.

Lørdagens hjemmekamp mod andalusiske Cordoba, der ligger under nedrykningsstregen, bør være en overkommelig opgave for Barcelona, men den seneste tid har dog budt på et par svipsere.

Som da holdet med Lionel Messi og Luis Suarez på banen sidste lørdag spillede uafgjort ude mod Getafe, der ikke engang har halvt så mange point i den spanske liga som Barcelona. Storklubbens tredje angrebsprofil Neymar var ude med en skade i den kamp.

Optimismen forud for Cordoba-kampen mangler dog ikke i Barcelona-truppen.

- I forhold til kampen mod Cordoba er det vigtigt at slutte året med en sejr og give fansene noget at glæde sig over, siger Barcelonas midtbanespiller Ivan Rakitic.

Får Barcelona sejren i hus, er der blot et point, der adskiller dem fra førerholdet Real Madrid.

I sidste sæson formåede FC Barcelona ikke at hive et eneste trofæ hjem, og det var første gang i seks år.

Barcelonas Xavi Hernandez er dog fortrøstningsfuld.

- Vi vil kæmpe for de tre turneringer. Det bliver svært, men vi tror på, at vi kan kæmpe om sejren i ligaen, Copa del Rey og Champions League, siger han.

Det kan dog blive svært for Barcelona at overhale ærkerivalerne. Real Madrid er inde i en fantastisk stime med 21 sejre i træk i alle turneringer. Cristiano Ronaldo har lavet hele 25 ligamål mod Barcelonas topscorer Messis 13.

Real Madrid spiller i øjeblikket VM for klubhold og har kvalificeret sig til finalen, hvor holdet lørdag skal møde argentinske San Lorenzo.

/ritzau/AFP