Thomas Vermaelen mangler endnu at få sin debut for FC Barcelona, og der kommer til at gå yderligere fire til fem måneder.
Den belgiske midterforsvarer, der i sommer skiftede til den spanske storklub fra Arsenal for 15 millioner euro (112 millioner kroner), har været ukampdygtig på grund af en muskelskade i sit højre lårben.
Da det endnu ikke er lykkedes at bringe Vermaelen i orden, er det torsdag blevet besluttet, at den 29-årige forsvarsspiller skal gennemgå en operation.
Det kommende indgreb vil blive foretaget på tirsdag i Finland.
Thomas Vermaelen skiftede til FC Barcelona i august, og alt tyder nu på, at han må vente det meste af den igangværende sæson på at få sin debut.
Belgieren havde også problemer i sidste sæson, hvor han blot blev noteret for 21 kampe i Arsenal.
/ritzau/Reuters