Barcelonas nye træner er fundet

Barcelona har fundet afløseren for Tito Vilanova, der i sidste uge trådte tilbage på grund af sygdom.

Det bliver helt som ventet den argentinske træner, Gerardo Martino, der skal føre Neymar, Messi og resten af stjernerne til endnu et spansk mesterskab og succes i Champions League.

Han var sammen med Celta Vigos træner, Luis Enrique, favorit til at tage posten, som han sidder på de næste to sæsoner.

Den endelige kontrakt mangler stadig at blive underskrevet, men klubben oplyser på sin hjemmeside, at man er nået til enighed med Martino, der bliver præsenteret på et pressemøde senere tirsdag.

Barcelona stod i sidste uge uden træner, efter Tito Vilanova måtte trække sig fra posten på grund af sin kræftsygdom.

Gerardo Martino har haft succes som landstræner for Paraguay, og han har en lang trænerkarriere i Sydamerika bag sig. Senest har han været træner for det argentinske hold Newell's Old Boys, hvor han også selv har spillet i sin aktive karriere, og hvor han er blevet kåret som den bedste spiller gennem tiden.

Dagens Gossip