Bardarbunga lukker luftrum på Island

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

De islandske myndigheder har lukket en del af landets luftrum efter vulkansk aktivitet natten til fredag, oplyser Islands nationale center for krisekoordinering.

Årsagen er et vulkanagtigt udbrud tæt på gletsjeren Dyngjujökull, som har fået myndighederne til at udsende en såkaldt rød alarm, der gælder for luftrummet over udbruddet.

Det er det højeste niveau på skalaen, og ifølge Reuters betyder det, at der er risiko for et større udbrud, hvor der kan blive sluppet en stor mængde aske ud.

Foreløbig er meldingen dog, at der ikke er set eller målt nogen form for vulkansk aske.

Luftrummet over Akureyri-lufthavnen er lukket i op til 18.000 fods højde, som svarer til knap 5,5 kilometer.

Ifølge myndighederne er de underjordiske rystelser på stedet ikke voldsomme, hvilket indikerer et udbrud uden "væsentlig eksplosionsaktivitet".

I den seneste uge har der været forøget seismisk aktivitet i området med tusindvis af små jordskælv og enkelte større skælv.

Også lørdag hævede de islandske myndigheder beredskabet til rød alarm, efter to jordskælv blev målt til styrke 5,3 og 5,1 under Islands største vulkan, Bardarbunga.

Søndag kunne beredskabet dog sættes ned til det næsthøjeste niveau, orange, men den underjordiske uro i området er fortsat lige siden.

Området omkring vulkanen er ifølge Reuters ubeboet, men har flere hytter og lejrpladser, som bruges af turister og jægere om sommeren. Flere hundrede personer er i ugens løb blevet evakueret fra området.

Bardarbunga er over 2000 meter høj og er det øverste niveau i landets største vulkansystem.

Et større vulkanudbrud kan få store konsekvenser for flytrafikken, sådan som det skete tilbage i 2010. Da gik vulkanen under gletsjeren Eyjafjallajökull i udbrud og sendte vulkanaske til vejrs.

Det betød, at flytrafikken blev voldsomt forstyrret i flere uger i Europa og på ruterne over Atlanterhavet til USA.

/ritzau/