Barfoed: Der er lang vej til folkeskoleforlig

De Konservatives formand, Lars Barfoed, mener, der vil gå "lang tid", før der kommer et folkeskoleforlig, selvom der allerede har været en række møder, og der fortsat forhandles på livet løs i Undervisningsministeriet.

Flere i oppositionen har peget på, at den største knast i forhandlingerne er de omstridte aktivitetstimer.

Men selvom regeringen ifølge et internt forhandlingsnotat, som flere medier er kommet i besiddelse af, imødekommer oppositionen på det område og dropper aktivitetstimerne, er der stadig lang vej igen, mener Lars Barfoed.

- I det omfang, regeringen er i bevægelse - og det synes jeg, de er - er det glædeligt, hvis det er i retning af at fjerne de her aktivitetstimer. Men så skal vi jo sikre os, at de ikke bare indfører noget andet, som i realiteten er det samme.

- Og så kommer vi også til at diskutere mange andre ting: Timefordeling, hvor lang må skoledagen være, hvordan kan vi styrke afgangsprøven og så videre. Der er mange ting, vi skal rundt om i de kommende dage og måske uger, før vi er færdige, siger han.

Oppositionen mener ikke, der er nok fokus på faglighed i regeringens aktivitetstimer. Regeringen har lagt op til, at en del af aktivitetstimerne kan varetages af pædagoger, mens oppositionen udelukkende vil have lærere i spidsen for elevernes skoletimer.

- Det er lærere, der løfter fagligheden. Vi vil gerne have aktiviteter i undervisningen, det skal bare være lærere, der står for det, siger Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen.

Også hos Venstre mener man, at alt, hvad der sker i skolen, skal handle om læring.

- Vi har ikke noget imod, at der er moderne undervisningsformer. Man må gerne lave både udeundervisning og aktiviteter undervejs, men det skal have et formål i forhold til at nå vores ambitioner, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Venstre peger på, at stridspunktet ved aktivitetstimerne lige nu handler om, hvorvidt aktiviteter skal være en del af de faglige timer eller en ting for sig.

- Vi er ikke tilfredse med den tekst, der ligger, for vi mener ikke, at den afspejler det mål om at nye undervisningsformer er noget, der foregår i alle klassens timer og ikke bare er noget, der foregår løsrevet fra de faglige timer, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Dagens Gossip