Barfoed: Det er bedst at være med i en regering

Skal de Konservative være en del af en regering, hvis de borgerlige vinder valget næste gang, eller skal partiet stå på sidelinjen som støtteparti for en Venstre-ledet regering?

Spørgsmålet har den konservative partiformand atter måttet svare på i forbindelse med partiets landsråd i denne weekend.

Forud for landsrådet har en Ritzau-rundspørge blandt partiets lokalformænd vist, at et flertal - 29 ud af de 52, der svarede - ønsker de Konservative på sidelinjen, hvis de borgerlige vinder næste valg.

Samtidig har formanden for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck (K), peget på, at han også hellere ser de Konservative som støtteparti end regeringsbærende.

Men Barfoed er ikke som udgangspunkt klar til at stå på sidelinjen. Det handler om indflydelse.

»Jeg lytter til alt, hvad jeg hører, og ikke mindst hvad konservative siger til mig, men i sidste ende er det et valg, vi først træffer efter et valg. Det handler om mange ting,« siger Barfoed og uddyber:

»Som udgangspunkt er det bedst at være med i en regering, for der har man indflydelsen i kraft af, at man har initiativet, og man træffer mange beslutninger, der har betydning for samfundet. Men der er også mange andre ting, der indgår i sådan nogle overvejelser, så det bliver meget konkret: Hvordan får vi mest indflydelse, i eller uden for en regering?« siger han.

Når partiets ungdomsformand ikke ønsker de Konservative i en regering, skyldes det erfaringerne fra de ti år, hvor man delte magten med Venstre.

»Det, de ti år i VK-regeringen bør have lært os, er, at vi som det mindste parti i en regering vil blive mast. Vi vil få svært ved at få nogle markante aftryk på politikken, og vi vil også få svært ved efterfølgende at kunne sælge det,« siger Kristoffer Beck.

Dagens Gossip