Barfoed efter exit: Vi har brug for fornyelse

Skrevet af admin

06/08/2014

Mest læste i dag

Lars Barfoed mener, at der er brug for fornyelse i De Konservative.

Derfor trækker han sig som formand for partiet og peger sammen med folketingsgruppen på Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen, som ny leder.

- Nu får vi et nyt ansigt udefra, og det signalerer, at vi er et moderne konservativt parti, som er i stand til at skabe fornyelse og forandring ved at lave så markant et skifte, det er at trække en borgmester udefra ind på Christiansborg, siger Lars Barfoed til Ritzau.

Flere andre partier har i de senere år forsøgt at hente profiler ind, som har haft begrænset eller ingen Christiansborg-erfaring. Det er ikke i alle tilfælde gået godt.

De Radikale måtte eksempelvis sige farvel til Uffe Elbæk som kulturminister efter et år og én måned, mens Annette Vilhelmsen kun fik et år og nogle måneder som formand for SF, før hun trak sit parti ud af regeringen og gik af som formand.

Selvom 42-årige Søren Pape Poulsen aldrig har været valgt til Folketinget, så afviser Lars Barfoed, at han sætter sin partifælle på en umulig opgave.

- Søren har en meget stærk baggrund som borgmester, og han fik et meget flot genvalg i Viborg. Han er en dygtig erfaren politisk leder, og derfor kan han også håndtere det politiske håndværk på Christiansborg.

- Og så er vi stadigvæk en folketingsgruppe med både unge og erfarne kræfter. Jeg vil selv være en del af det her projekt i de kommende år, siger Lars Barfoed.

Ud over Lars Barfoed sidder der ganske usædvanligt også to andre tidligere partiformænd i folketingsgruppen i form af Lene Espersen og Per Stig Møller, som Søren Pape Poulsen kan læne sig op af.

- Han vil få al den opbakning, han har brug for, siger Lars Barfoed.

Den største udfordring for Søren Pape Poulsen bliver ifølge Lars Barfoed at løfte partiet fra de nuværende knap fem procent i meningsmålingerne.

- Hvad han derudover vil fokusere på, vil jeg overlade til Søren selv at sige noget om, siger Lars Barfoed.

Han vil selv fortsætte som partiformand frem til det konservative landsråd i slutningen af september, hvor Søren Pape Poulsen ventes at blive valgt som ny formand.

Gennem det meste af sin periode i spidsen for De Konservative har Lars Barfoed kæmpet med kritik for, at han ikke var markant nok som leder.

I en måling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken for to måneder siden havnede Lars Barfoed på sidstepladsen af de otte partiledere i Folketinget, både hvad angår de adspurgtes vurdering af ledernes troværdighed og kompetence.

Lars Barfoed afviser dog, at den konstante kritik af hans person har slidt ham ned og kvalt lysten til at være formand.

- Nej, det er overhovedet ikke tilfældet. I gennem de tre et halvt år, hvor jeg har været leder af partiet, har jeg fået fantastisk stor opbakning på de indre linjer. Der har så været alle mulige spekulationer omkring min person, men det afgørende er, at man får opbakningen fra sine egne.

- Det er det, der giver energien til at ryste det af sig, når man høre sådan noget. Derfor har kritikken overhovedet ikke været noget, der har påvirket mig i den her sammenhæng, siger Lars Barfoed.

/ritzau/