Barfoed kan ikke »bare vende tilbage til forhandlingslokalet«

Antorini har nemlig selv smidt partiet ud af forhandlingerne, siger han.

»For det første kan vi ikke bare vende tilbage til forhandlingslokalet, og det undrer mig, at ministeren foreslår det, for det er hende selv, der har smidt os ud. Så kan vi jo ikke bare komme tilbage. For det andet er der noget substantielt,« siger Lars Barfoed til DR.

Christine Antorini siger, at man er »meget tæt« på en aftale om folkeskolen, men det hele afhænger af Konservative, da partiet er forligspartner.

Den helt store strid handler om lektiehjælp i skolen, som Konservative afviser at gøre obligatorisk.

»Jeg bliver rigtig vred - og jeg mener det - når jeg skal stå og høre undervisningsministeren sige, at det er første gang, jeg kommer med det her. Vi har fra starten sagt, at det med at tvinge elever til at blive i skolen i stedet for at lave lektier derhjemme, det er vi imod,« siger Lars Barfoed.

Flere af de andre partier i forligskredsen har dog anført, at der ikke bliver tale om tvang ved at indføre lektiehjælp i folkeskolen.

Dagens Gossip