Barfoed: Regeringen skal holde sig fra familielægen

Ifølge de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), skal familielægen bevares, og derfor er det yderst problematisk, når regeringen med et lovindgreb vil give regionerne og regeringen mere indflydelse på lægernes arbejde.

»Vi er generelt glade for vores praktiserende læger. Alligevel har regeringen valgt at skabe en fuldstændig kaotisk situation ved at gribe ensidigt ind i konflikten mellem familielægerne og regionerne,« siger Lars Barfoed søndag på Folkemødet på Bornholm.

»Lægerne har svaret tilbage ved at aflevere deres såkaldte ydernumre. Det kan føre til, at danskerne ikke længere kan gå gratis til den praktiserende læge. Den almene praksis går en usikker fremtid i møde,« siger han.

Opsangen fra Barfoed kommer samme dag, som der ellers lyder forsonende toner i striden mellem lægerne og regeringen.

Lægeforeningens formand, Henrik Dibbern, siger således i Politiken, at lægerne kan leve med indgrebet, hvis sundhedsminister Astrid Krag (SF) præciserer, at lægerne bevarer deres aftaleret som selvstændige læger og ikke vil kunne blive pålagt nye opgaver, uden at de kan forhandle om betaling for dem.

Ifølge Lars Barfoed kan regeringens lovindgreb, som det ser ud nu, føre til, at der bliver mindre tid til den enkelte patient. Han er ligeledes bekymret for, at der kommer et brud i det »tætte og fortrolige forhold mellem familielægen og patienterne.«

»Mange familier har haft samme læge i mange år. Det giver et helt unikt kendskab til den enkelte patient, som nu er i fare for at forsvinde. Jeg er alvorligt bekymret for, at det ender med dårligere behandling.«

»Jeg mener, at vi skal bevare familielægen. Jeg synes, at regeringen skylder borgerne at lægge ideologien til side. Selvfølgelig skal de praktiserende læger have lov til selv at eje deres klinikker. Det fungerer godt i dag, og det vil det også gøre i fremtiden, hvis bare regeringen ville holde fingrene fra det,« siger han.

Dagens Gossip