Barfoed siger ja til folkeskoleforlig

»Det er glimrende, det er en overgangsaftale, der gælder indtil den anden aftale træder i kraft. Det har været vigtigt, at alle de gode ting, vi vil gøre anderledes i folkeskolen kan træde i kraft fra næste skoleår,« siger Bjarne Corydon.

Til gengæld for Barfoeds ja imødekommer regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti nu de Konservatives krav om, at lektiecaféer på skolerne bliver frivillige og ikke obligatoriske. Desuden får de Konservative deres vilje, når det gælder planlægningen af caféerne. Lektietimerne bliver lagt i ydertimerne, og eleverne kan komme og gå, som det passer dem.

»Jeg er rigtig glad for at vi kunne blive enige om en aftale, som sikrer, at vi kan få flere timer i dansk og matematik. Vi får mere ro i timerne og respekt for lærerne, og det kan træde i kraft med det samme,« siger Barfoed, som dog også erkender, at træerne ikke vokser ind i himlen.

»Det er desværre kun en overgangsperiode. Men det giver os en mulighed for at sætte en dagsorden i de kommende år,« siger han.

Det var netop de øvrige partiers ønske om en obligatorisk lektiecafé, der i sidste uge fik Lars Barfoed til at forlade forhandlingerne om folkeskolen under stor dramatik. Derefter forhandlede regeringen en aftale på plads sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, der dog først kunne træde i kraft efter næste valg på grund af det konservative veto.

Onsdag aften mødtes partierne bag aftalen så igen for at finde en løsning, denne gang sammen med finansministeren. Her blev de enige om at sende et nyt kompromisforslag til de Konservative, og efter en forhandling på Bornholm mellem Bjarne Corydon og Lars Barfoed, er de Konservative nu med i forliget.

Når de obligatoriske lektiecafé-timer bliver pillet ud af reformen, betyder det, at 1. til 3. klasse skal gå i skole 28 timer om ugen, 4. til 6. klasse får en 30 timers uge, mens de ældste elever får 33 timers undervisning om ugen.

Efter næste valg kan et flertal så beslutte, om det vil indføre obligatoriske lektiecaféer og dermed sætte timetallet op.

Dagens Gossip

Dagens TV