Barfoeds bolig: Alt er gået efter bogen

Der ikke omgået nogen regler i sagen om De Konservatives formand Lars Barfoeds bolig på Frederiksberg.

Det siger formanden for Frederiksberg Boligfond, Alfred Grinderslev, til Ritzau, efter at Ekstra Bladet har skrevet, at Lars Barfoed gik uden om alle kanaler, da han i december scorede en 114 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg til 12.000 kroner om måneden.

- Der er overhovedet ikke tale om vennetjenester, og Lars Barfoed har ikke sprunget over nogen kø. Reglerne er fulgt, og det kunne lige så godt have været dig eller mig, der havde fået lejligheden, siger Alfred Grinderslev.

Det er PrivatBo, der på vegne af Frederiksberg Boligfond står for udlejningen af lejligheden.

Ifølge Ekstra Bladet kunne boligen ikke udlejes gennem PrivatBos normale venteliste, og lejligheden blev heller ikke slået op på boligportal.dk, så andre interesserede kunne melde sig.

Men ifølge Alfred Grinderslev står der ikke noget i fondens vedtægter om, at lejlighederne skal slås op på boligportal.dk eller udbydes på PrivatBos hjemmeside, hvis ingen fra ventelisten ønsker boligen.

Tværtimod er det ifølge Alfred Grinderslev flere gange sket, at PrivatBo i de tilfælde henvender sig til borgere, der uden for ventelisten har meddelt deres interesse i en bolig. Det gjorde Lars Barfoed ifølge Alfred Grinderslev tilbage i oktober.

- Lars Barfoed fik at vide, at han måske kunne komme i betragtning af til en af de gennem moderniserede lejligheder under forudsætning af, at ingen fra vores eksterne eller interne venteliste ønsker lejligheden.

- Mange af dem, der står på ventelisten, er ude efter en billig lejlighed til 4000 kroner om måneden. Men den lejlighed, Lars Barfoed har lejet, er gennemrenoveret, og prisen per kvadratmeter er derfor væsentlig højere, siger han.

Han fastslår, at da Lars Barfoed henvender sig i oktober er moderniseringen af to lejligheder ved at blive færdiggjort i den pågældende ejendom.

- Begge lejligheder blev slået op på den interne og eksterne venteliste, og man skriver ud til folk uden resultat. Den ene lejlighed blev derefter slået op på boligportalen, men der er kun én, der henvender sig og får kontrakt på den lejlighed.

- Derfor siger man så, at når der er så lille respons, så kan man ligeså godt tage Lars Barfoed, som har meddelt, at han er interesseret i en lejlighed, siger Alfred Grinderslev.

Han er selv konservativ og har været ekstern statsautoriseret revisor for De Konservative i næsten 30 år. Men han er ikke politiske udpeget til posten som formand for fonden og mener, at det er uretfærdigt at skyde ham politiske motiver i skoene.

- Alt skal gå efter bogen, og det har det gjort, siger Alfred Grinderslev.

/ritzau/

 

Dagens Gossip