Barguil siger undskyld for farligt skulderskub

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

Det var en kæde af uheldige omstændigheder, der førte til, at Geraint Thomas (Sky) kørte med hovedet først ind i en lygtepæl på en nedkørsel på 16. etape af Tour de France.

Sådan lyder forklaringen fra Warren Barguil, der var manden, som med en kropstackling sendte Sky-rytteren på farlig kurs mod afgrunden.

- Jeg vil gerne undskylde, og jeg er ked af det. Jeg forsøgte at bremse lige før svinget, men Tejay van Garderen ramte mig med sin skulder, og min hånd gled på håndbremsen, siger Warren Barguil og tilføjer:

- Jeg var meget bange, og jeg troede, jeg ville køre ud over skrænten.

Nu kørte han i stedet ind i Geraint Thomas, som ikke havde nogen chance for at undgå sammenstødet med telefonpælen og det efterfølgende fald ned ad skrænten.

Waliseren slap billigt og kunne køre i mål for fuld fart og kun lettere forslået.

- Alle vidste, at det var en skummel nedkørsel. Det var 100 procent sikkert en fejl af Barguil, siger Geraint Thomas.

Også Tony Gallopin (Lotto Soudal) kom i problemer på en nedkørsel. Det overværede Jakob Fuglsang.

- Han fortsatte simpelthen lige ud i et sving. Jeg tror ikke, han var mentalt helt til stede, siger Jakob Fuglsang.

Heller ikke Gallopin kom noget særligt til på en dramatisk Tour de France-dag, hvor Ruben Plaza (Lampre) vandt 16. etape.

/ritzau/