Barn omkommet i sammenstyrtet bygning i Paris

Et otte-årigt barn og en ældre kvinde er omkommet, mens tolv personer er kommet til skade, efter at en fireetagers bygning er styrtet sammen efter en eksplosion i forstaden Rosny-sous-Bois nordøst for Paris.

Talspersonen fra brandvæsnet Gabriel Plus siger til tv-kanalen iTele, at eksplosionen fandt sted omkring klokken syv søndag morgen, og ifølge den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, og politiet, lader det til, at eksplosionen skyldes et gaslæk, men teorien er endnu ikke blevet bekræftet.

- Vi skal være forsigtige, da efterforskningen stadig er i gang. Intet er sikkert, siger Bernard Cazeneuve til journalister.

Udover de to dræbte, er yderligere ni mennesker, heriblandt to børn, fortsat savnet, og ifølge Gabriel Plus forsøger et redningshold at finde dem under murbrokkerne.

- Vi kan stadig finde levende personer de næste par timer, siger han.

Det vides ikke, hvor mange personer der befandt sig i bygningen, da den styrtede sammen.

Vidner fortæller, at eksplosionen kunne mærkes op til 100 meter væk, og en lokal skole bliver nu brugt til at huse familier, hvis huse er blevet påvirket af eksplosionen.

Tv-billeder viser, at den ene side af bygningen er forsvundet, så man kan se direkte ind i lejlighederne.

/ritzau/Reuters/AFP

Dagens Gossip