Barnaby skal opklare mord i København

Et lig bliver fundet i København, og krimisagen trækker tråde til det fiktive britiske område Midsomer, hvor kriminalkommissær Barnaby løser mordgåder.

Det er plottet i et kommende afsnit af den populære tv-serie, der sender de britiske skuespillere til København på optagelse.

- Ideen at optage i Danmark fik vi, fordi vi ville gøre noget særligt for at markere episode nummer 100, og det er dejligt at arbejde sammen med DR, siger Jo Wright, der er producer på Barnaby, til independent.co.uk.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Og briterne får i afsnit 100 et kærkomment gensyn med nogle af de skuespillere, de allerede kender fra Forbrydelsen og Borgen. Bandt andet spiller Ann Eleonora Jørgensen, der var offerets mor i første sæson af Forbrydelsen, med. Også Birgitte Hjort Sørensen, som vi kender som journalisten Katrine Fønsmark i Borgen, har en rolle i Barnaby.

- Kriminalkommissær Barnaby er toneangivende indenfor tv-underholdning, og det har været en af danske seers favoritter i mere end et årti. Det er en ære og spændende for os at få lov lov til at bidrage til seriens fornemme række af mordofre og efterforskere, siger Kaare Schmidt, der er redaktør for DR's indkøb af serier.

Første afsnit af Barnaby, der på engelsk hedder Midsomer Murders, blev sendt i 1997 og er blevet sendt i 225 lande og territorier verden over.

Dagens Gossip