Barnestjerne fik mindre bryster som 17-årig

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke altid at spejlet viser os det, vi har lyst til at se. Og måske særligt for kvinder, kan der være nogle småting, der springer i øjet, hvis spejlet virkelig bliver gransket. Men for den bare 17-årige skuespillerinde Ariel Winter, som er kendt fra komedieserien "Modern Family", var der altså ikke tale om småting, men derimod lidt for ... store ting. Det fortæller den unge skuespillerinde til magasinet Glamour, hvor hun afslører, at hun har fået foretaget en brystreduktion.

- Jeg har fået det lavet for min egen skyld. Jeg kan ikke engang beskrive, hvor godt det føles endelig at føle mig rigtig, siger Ariel Winter, der også understreger, at hun føler sig som en helt ny person og også har kunnet vinke farvel til sine rygproblemer.

Ariel Winter, som spiller den nørdede søster Alex Dunphy i tv-serien "Modern Family", er gået fra bh-størrelsen 70H til en 75E, som hun føler passer meget bedre til sin krop. Skuespillerinden fortæller, at hun kommer fra en familie, hvor rygsmerter og tøj, der ikke passer, er et velkendt problem.

- Et par af mine kusiner har fået lavet brystreduktioner, så det var ikke nogen stor overraskelse, da jeg fik det gjort, fortæller hun i interviewet med Glamour.

Ariel Winter havde kun fortalt sin medskuespiller Julie Bowen om operationen, og hun fortæller, at hun modtog fuld støtte fra den 45-årige skuespillerinde, der spiller hendes mor i komedieserien "Modern Family".

Primetimes Emmy-uddeling til september bliver første gang Ariel Winter viser sig offentligt efter operationen, og hun glæder sig allerede til at have et meget større udvalg af kjoler til rådighed.

/ritzau/FOKUS