Barnløse kvinder og mænd dør tidligere

Børn er en Guds velsignelse men en helvedes plage, siger et gammelt ord - men selv om børn kan være irriterende, skal man være glad for dem. Det konkluderer forskningscenteret CIRRAU fra School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet efter en undersøgelse af 21.276 barnløse par.

Parrene blev behandlet på fertilitetsklinikker i perioden fra 1994 til 2005. I samme periode døde 96 kvinder og 220 mænd, hvoraf henholdsvis 56 kvinder og 88 mænd trods behandlingen stadig var barnløse. Sammenholdt med tallene for de forældre, som fik børn efter fertilitetsbehandlingen, men som døde, er dødeligheden altså fire gange højere for barnløse kvinder og to gange højere for barnløse mænd.

Adfærden ændres uden børn

Det er særligt den store forskel i adfærd hos voksne uden børn, der er skyld i den højere dødelighed blandt barnløse end biologiske forældre. Det forklarer professor Esben Agerbo, som er en af tre forskere bag undersøgelsen:

- Vi kan f.eks. se, at særligt barnløse mænd oftere bliver indlagt med alkohol- eller stofrelaterede sygdomme, og at flere barnløse dør i ulykker. Folk med børn spiser typisk også sundere og går tur med barnevognen i stedet for at sidde stille eller sætte sig i bilen, og så løber de færre risici, siger Esben Agerbo.

Forskerne har også undersøgt, om forekomsten af psykiske sygdomme var højere for barnløse, men her viser undersøgelsen ikke nogen særlig sammenhæng.

Den nye undersøgelse blev fredag publiceret i det anerkendte engelske tidsskrift Journal of Epidemiology & Community Health, som udgives af British Medical Journal (BMJ).

Dagens Gossip

Dagens TV