Basim om musical-rolle: Først nu er jeg klar

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Når Tivoli genopsætter musicalen "Grease" næste år, så er det med X Factor-stjernen Basim på rollelisten.

21-årige Basim, der blev landskendt som deltager i talentshowet i 2008, skal spille den sjove "T-Bird" Sonny. 

Men selvom Basim er klar til sin skuespillerdebut, har det ikke været let fra starten.

- Alt er svært, hvis man ikke kan det. Det var også svært at synge til at starte med, siger Basim til Newspaq.

Rollen i "Grease" er langt fra den første, som popsangeren har fået tilbudt, men for bare få år siden, regnede han ikke med, at han skulle spille skuespil.

- Det havde jeg ikke lyst til, fordi jeg ikke følte, at det var det rigtige tidspunkt. Jeg følte heller ikke, at jeg kunne bære en rolle, siger han. 

Men nu føler Basim sig altså klar til at indtage de skrå brædder sammen med blandt andet Silas Holst, Anna David og Allan Hyde. 

- Det er spændende at skulle samarbejde med et helt hold. Det har jeg ikke prøvet så meget. Jeg er vant til at stå på scenen alene, siger Basim.

Basim kan opleves i "Grease" fra den 12. februar.

Newspaq