Basketball: Hørsholm ruster sig til ny sæson

Basketballholdet Hørsholm 79'ers har stolte traditioner på damesiden og har i de forgange uger arbejdet på at få holdet for den kommende sæson på plads.

Nu er der kommet styr på en vigtig brik, idet 23-årige Line Piechnik igen er at finde på holdet i den kommende sæson.

Den nyansatte cheftræner Roberto Velosa har stort fokus på at samle en stærk stamme af spillere, der kan løfte holdet.

- Line har et stort potentiale og en meget seriøs indstilling til sin sport. Vi har brug for hende på holdet, hvis vi skal have succes, siger Velosa i en pressemeddelelse.

Line Piechnik spillede ungdomsbasket i Åbyhøj, men flyttede i 2007 til Hørsholm og har siden haft en vigtig rolle på dameholdet.

- Jeg forventer, at den kommende sæson bliver tæt og spændende, og jeg glæder mig til at se, hvad sæsonen bringer os.

- Jeg ser frem til de udfordringer, der venter os og specielt med et helt nyt trænerteam og en ny holdsammensætning, siger Line Piechnik, der deltager i sin syvende sæson i Dameligaen.

Også hos Hørsholms herrer er der gode nyheder, da en af de bærende kræfter fra sidste års hold, Atila Kovac, er klar til en ny tørn i den kommende sæson.

Kovac, der sidste sæson snittede 13,46 point og 5,86 rebounds per kamp, glæder sig til den kommende sæson.

- Jeg forventer, at vi bliver holdet, alle de andre hader at spille mod. Det betyder, at vi skal kæmpe hårdt i hver eneste kamp, og hvis vi gør det, vil resultaterne også komme, siger Kovac.

Herrernes cheftræner, Miguel Angel Hoyo, er heller ikke I tvivl om, at Kovac kommer til at spille en stor rolle på det unge hold.

- Han er en sand power forward, som vil give os balance i angrebet. Han kan spille i feltet såvel som skabe sit eget skud udefra.

- I forsvaret kan han dække begge de store positioner, og det giver os god fleksibilitet, siger den spanske træner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV