Basketballstjernen Stephen Curry dropper OL i Rio

Skrevet af admin

06/06/2016

Mest læste i dag

Herrernes basketballturnering ved OL i Rio bliver uden verdensstjernen fra Golden State Warriors Stephen Curry.

Han vil ikke være tilgængelig, når holdet skal udtages, meddeler han i en udtalelse mandag ifølge AP.

Heri fortæller han, at flere faktorer har spillet ind. Blandt andet at han på det seneste har døjet med skader i knæ og ankel.

28-årige Curry havde ellers udsigt til at være det mest prominente navn hos USA's forsvarende OL-guldvindere, der desuden må se bort fra andre stjerner som Chris Paul og Anthony Davis.

Curry, der i maj blev kåret som den mest værdifulde spiller i NBA (MVP), har været med til at vinde VM-guld til USA, senest i 2014.

Han har udtrykt ønske om at vinde OL også, men det bliver altså ikke i denne omgang.

Til gengæld er han på vej mod et forsvar af NBA-titlen med Golden State, der fører finaleserien mod Cleveland Cavaliers med 2-0.

/ritzau/