Basso bekræfter: Vender tilbage til Riis

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Rygterne har svirret længe, men de var næsten for mærkelige til, at man for alvor troede på dem.

Nu bekræfter cykelrytteren Ivan Basso, at han vender tilbage til Bjarne Riis, som han forlod efter sæsonen i 2006. Nyheden er bekræftet på holdets hjemmeside.

Den nu 36-årige italiener siger til La Gazzetta dello Sport, at han har skrevet under på en toårig kontrakt med Tinkoff-Saxo.

- Ja, jeg har skrevet under for to år. Jeg er imponeret af Oleg Tinkovs "setup". Det er verdens bedste hold, siger italieneren og fortsætter:

- Jeg starter fra nul med engagementet og lysten som en ny-professionel, men med hovedet og erfaringen som en veteran, fortsætter han.

Italieneren er lige nu optaget af etapeløbet USA Pro Challenge i Colorado, hvor han mandag blev nummer 45 på første etape omkring skisportsbyen Aspen.

Oleg Tinkov - holdejeren - bekræfter på Twitter kontrakten og har lagt et billede ud, hvor han skåler med Basso. Billedet er dog gammelt.

Ivan Basso vandt Giro d'Italia i 2006 og 2010. Lige som Peter Sagan skifter han fra Cannondale-holdet, som muligvis lukker eller fusionerer med et andet hold.

Ivan Basso kørte hos Bjarne Riis fra 2004 til 2006. Han var blandt de ryttere, som blev smidt ud dagen før starten af Tour de France i 2006, fordi han var involveret i den såkaldte "Operacion Puerto", som handlede om bloddoping og den spanske læge Eufemiano Fuentes.

Kort efter, at hans kontrakt med Bjarne Riis' hold blev ophævet i oktober 2006, skrev Ivan Basso opsigtvækkende under på en aftale med Discovery Channel.

Da Italiens olympiske komité genåbnede hans dopingsag i foråret 2007, blev den kontrakt ophævet, og Basso, som indrømmede, at han havde haft intention om at dope sig, fik to års karantæne.

Udelukkelsen gjaldt med tilbagevirkende kraft, og han var fri til at køre i oktober 2008.

Siden italieneren vendte tilbage til cykelsporten har han kørt for det nuværende Cannondale-hold, som i begyndelsen hed Liquigas.

/ritzau/