Batman-stjerne: Prisuddeling er ren onani

Glem alt om at se ham på den røde løber ved den årlige Golden Globe-uddeling i Hollywood.

Den britiske skuespiller Gary Oldman, der de seneste år har gjort sig mest bemærket i rollen som politikommissær Jim Gordon i instruktør Christopher Nolans Batman-trilogi, er nemlig mere end almindeligt utilfreds med den måde, uddelingen fungerer på.

Det forklarer han til magasinet Playboy.

- Det er en meningsløs begivenhed. Hollywood Foreign Press Association (organisationen bag Golden Globe, red.) narrer dig, når de bilder dig ind, at der sker noget. De er fucking latterlige. Der sker ikke noget overhovedet. Det er 90 "nobodies", der masturberer. Alle drikker sig fulde og klapper ryg på alle andre. Boykot lortet, siger en tydeligt harmdirrende Oldman.

Den 56-årige filmstjerne har aldrig været nomineret til en Golden Globe. Men selv Oscar-uddelingen, hvor han i 2012 tabte sin eneste nominering som bedste skuespiller til franske Jean Dujardin, giver han ikke meget for længere. Det er nemlig alt for svært for juryen at stemme, mener han.

- Ved dette års Oscar-uddeling var man racist, hvis man ikke stemte på "12 Years a Slave". Man skal virkelig overveje, hvad man siger. Jeg har særlige synspunkter og holdninger, som jeg ikke deler med de fleste i Hollywood, men det er ikke fordi, jeg er fascist eller racist. Det har jeg aldrig været, siger han.

Den utilfredse brite kan inden længe opleves i anden del af de nye "Planet of the Abes"-film, der har premiere i de danske biografer den 17. juli.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV