Batteribrand sender Tesla i styrtdyk på børsen

Den hypede amerikanske elbilproducent Tesla er blevet sendt 6,2 procent ned på børsen på grund af optagelser af en brændende Tesla Model S-bil, der er kommet i omløb på internettet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tesla har ellers været noget af en børsdarling de seneste måneder - og det til trods for at nogle analytikere har advaret om, at aktien er slemt overvurderet. Årsagen til investorernes reaktion på en bilbrand skal givetvis findes i lignende eksempler inden for elbil-verdenen. Tidligere på året måtte Tesla-rivalen Fisker Automotive, der havde danske Henrik Fisker som medstifter, give op og hejse det hvide flag.

Hvorvidt sikkerheden var en årsag til, at køberne svigtede Fisker, er uvist. Men Fisker Automotive var ramt af en række batteribrande, som alt andet lige ikke pyntede på imaget. I det hele taget er moderne litiumbatterier i fokus, når det kommer til risiko for brand. Det gælder både dem, der sidder i computere, mobiltelefoner, passagerfly og så videre.

Med hensyn til Tesla-hændelsen, så fandt den sted syd for Seattle i staten Washington. Her kørte Tesla-bilen angiveligt henover og ramte en metalgenstand, der lå på vejen. Herefter meddelte bilens avancerede computersystemer, at billisten skulle stoppe bilen - hvilket han gjorde.

Da han steg ud begyndte bilen pludselig at brænde, skriver Reuters. Om det er batteriet, der begyndte at brænde, er endnu uvist. Batterierne i Teslas Model S ligger dog langs bunden af køretøjet, så det er en nærliggende teori. Tesla har endnu ikke ønsket at kommentere hændelsen, skriver nyhedsbureauet.

Dagens Gossip