Bayern-anfører forventer utilfredshed i megatrup

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Bayern München-træner Josep Guardiola vakte fredag opmærksomhed ved at sende topscorer Mario Mandzukic helt ud af truppen før de tyske mestres forårspremiere mod Borussia Mönchengladbach.

Kroaten, der er noteret for 10 mål i 16 kampe, havde ikke vist tilstrækkelig ihærdighed under træningen, forklarede den spanske træner, der dermed sendte et signal til samtlige spillere i sin stjernebesatte trup.

For træneren vil ofte komme ud for at skulle sortere prominente navne fra, forudser anfører Philipp Lahm.

- Vi har en megatrup. Når alle spillere er klar, vil der være adskillige vanskelige tilfælde, siger Lahm ifølge Kicker.

- Alle må forstå, at der skal ydes en indsats - også til træning, lyder det fra kaptajnen, der understreger, at spillertruppen bakker op om beslutningen om at vrage Mandzukic.

Særligt på midtbanen har Guardiola et udvalg, som de fleste trænerkolleger vil misunde ham.

Navne som Toni Kroos, Mario Götze, Javi Martinez, Xherdan Shaqiri, Thomas Müller, Franck Ribery, Arjen Robben, Thiago Alcantara og det danske stortalent Pierre-Emile Højbjerg kæmper om de fem pladser.

Og dertil kan man regne styrmanden Bastian Schweinsteiger, der for tiden er skadet, og Lahm selv, der under Guardiola ofte har optrådt på midtbanen.

Der bliver altså nok at gøre for at holde alle egoer i ro i foråret, hvor mange tilmed har VM-pladser at kæmpe for.

- Vi snakker altid om harmoni og god stemning. Alle skal først og fremmest tænke på holdet. Hvis der er nogen, der træder ved siden af, er det også min opgave at få ham på plads igen, siger Philipp Lahm.

Bayern skal onsdag aften en tur til Stuttgart for at spille en udsat kamp i Bundesligaen.

Her er Mario Mandzukic i øvrigt med i truppen igen, mens profiler som Arjen Robben og Franck Ribéry er ude med skader.

/ritzau/