Bayern banker bundesligakonkurrent i topkamp

Skrevet af admin

13/12/2014

Dagens topnyheder

Med fire hurtige scoringer i begyndelsen af anden halvleg, vandt Bayern München lørdag med 4-0 ude over Augsburg. Dermed har det suveræne tyske tophold kun lukket tre mål ind i sæsonens første 15 kampe, og holdet er sikker på et overvintre på førstepladsen i Bundesligaen.

En meget tæt kamp i første halvleg, fik et helt andet forløb i anden, hvor Arjen Robben scorede to gange, Xabi Alonso en, og Robert Lewandowski en enkelt.

Bayern München er favorit hver gang, holdet spiller en bundesligakamp, men i topkampen mod Augsburg var det ikke så nemt, som det ofte er, når modstanderen er fra hjemlandet.

Hjemme i Augsburg spillede Bundesligaens nummer tre en kamp præget af stram disciplin.

Spillerne begik aldrig fejl og tillod ikke Bayern-spillerne mange friheder. Slet ikke i første halvleg, hvor et godt skud på Arjen Robben, som sneg sig lige uden om den ene stolpe efter otte minutter, var eneste gode bud på en målchance.

Augsburg stod for et godt presspil. Holdet skabte ikke ret mange muligheder nede hos den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer i Bayern-målet, men tillod altså heller ikke gæsterne ret meget.

Det billede vendte i anden halvleg, hvor Bayern Münchens spillere kom ud med højere fart og spillede bolden hurtigere frem til blandt andre Franck Ribery.

Xabi Alonso stod pludselig helt fri fem minutter efter pausen efter et hjørnespark, men Augsburg-målmand Alexander Manninger fik en hånd på. Tre minutter senere, misbrugte Franck Ribery en chance, han ellers kun sjældent misser.

Men der var for alvor liv i kampen nu.

Medhi Benatia sit første mål i Bundesligaen efter 58 minutter. Marokkaneren nåede højest efter et hjørnespark og selv om han havde ryggen til målet, styrede han flot bolden ind med hovedet. Hans første scoring i Bundesligaen.

Hvis ikke spillet i anden halvleg for alvor havde vækket både spillere og publikum i Augsburg, gjorde målene det nu med manér.

Augsburg-angriberen Nikola Djurdjic blev bortdømt på første angreb efter scoringen. Med nærmest frit løb mod mål, blev han dømt offside.

Minuttet efter sparkede Arjen Robben bolden i mål via stolpen. 2-0.

Robert Lewandowski øgede til 3-0 efter 68 minutter. Han modtog bolden, tog et par træk ind i banen, og sparkede fladt ind ved nærmeste stolpe.

Det blev til fire mål på 12 minutter, da Arjen Robben leverede endnu et velplaceret spark til fjerneste stolpe.

Danske Pierre-Emile Højbjerg kom på banen i stedet for Bastian Schweinsteiger 20 minutter før tid.

Bayern München har nu 39 point på førstepladsen i Bundesligaen. Wolfsburg har 29, men har spillet en kamp færre.

Augsburg holder fast i sin tredjeplads, i hvert fald indtil søndag, fordi Schalke 04 forspildte sin chance for at overtage tredjepladsen. Schalke tabte nemlig 1-2 hjemme mod FC Köln. Det var, ifølge kicker.de, første gang i 21 år, at Köln vandt på Schalkes hjemmebane.

Borussia Dortmund tabte 0-1 i Berlin i en vigtig kamp lige over Bundesligaens nedrykningsstreg.

/ritzau/