Bayern-boss indrømmer omfattende skattefusk

Bayern Münchens præsident Uli Hoeness chokerede tilhørerne på førstedagen af sin retssag i München.

Den 62-årige præsident indrømmede et omfattende skattesnyd på i alt 138 millioner kroner via en hemmelig bankkonto i Schweiz - markant mere end de 26,1 millioner kroner, han var anklaget for.

Ved at indrømme, undskylde og appellere om skånsomhed, håber han at undgå fængselsstraf. Hvis han bliver kendt skyldig i skatteunddragelse for mere end 7,5 millioner kroner, risikerer han fængselsstraf på mellem fem og 10 år.

- Jeg er glad for, at alt dette nu er ude i det åbne. Jeg beklager mine handlinger dybt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at lægge dette ulykkelige kapitel bag mig, siger Uli Hoeness, som har gjort Bayern München til en blomstrende virksomhed.

Han betalte 75 millioner kroner til skattemyndighederne i januar sidste år, og han fortæller, at han frivilligt gjorde skattemyndighederne opmærksomme på sin konto i Schweiz og den indkomst, han ikke har gjort opmærksom på.

Om hans indrømmelser er kommet tidligt nok og er omfattende nok til at undgå fængselsstraf, er endnu uklart. De fleste juridiske eksperter siger nej.

Uli Hoeness fortalte retten, at han brugte sin hemmelige konto til aktiespekulation. Han brugte den til mere end 50.000 spekulationshandler på aktie- og valutamarkederne i perioden fra 2001 til 2010.

- Jeg har altid opfattet det som en konto, jeg primært brugte til at spille for. Det var et "kick" for mig, ren adrenalin. Jeg mistede overblikket over det hele. Alt var ét stort rod til sidst, siger han videre.

Uli Hoeness erklærede sig skuffet over, at statsanklagerne ransagede hans hus og arresterede ham og siden anklagede ham, efter at han frivilligt havde indbetalt i 2013. Det havde nemlig blandt andet givet ham dødstrusler, da sagen blev offentlig.

- Konsekvenserne for mig og min familie har været katastrofale.

Hoeness siger han i tidens løb har betalt næsten 40 millioner kroner til velgørenhed og næsten 375 millioner kroner i skat.

- Jeg er ingen social parasit.

Sagen mod Bayern Münchens præsident og andre fremtrædende tyskere har ifølge myndighederne gjort, at mere end 55.000 borgere i Tyskland har meldt sig selv de seneste fire år. De har i alt betalt rundt regnet 26 milliarder kroner tilbage i skat.

/ritzau/

Dagens Gossip