Bayern-boss: Louis van Gaal har et enormt ego

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

Louis van Gaal er bredt anerkendt som en af de bedste trænere i topfodbold i de seneste 20 år.

Den 63-årige hollænder har vundet nationale mesterskaber med Ajax og AZ Alkmaar i Holland, FC Barcelona i Spanien og Bayern München i Tyskland, og i øjeblikket forsøger han at gøre det samme med Manchester United i England.

Louis van Gaal er dog ikke den nemmeste i verden at arbejde sammen med, siger Karl-Heinz Rummenigge, bestyrelsesformand i Bayern München, hvor træneren var ansat fra 2009-11.

- Louis van Gaal var ikke altid nem at omgås. Han ønskede at "vangaalisere" vores klub. Han har et enormt ego, siger Karl-Heinz Rummenigge til magasinet Spiegel ifølge The Guardian.

Louis van Gaal førte i sin første sæson Bayern München til det tyske mesterskab og sejr i den tyske pokalturnering.

Klubben nåede i 2010 desuden finalen i Champions League, som dog blev tabt 0-2 til italienske Inter.

I april 2011 var det slut for Louis van Gaal i Bayern München, da han blev fyret.

Samarbejdet var bestemt ikke uden gnidninger, fortæller Karl-Heinz Rummenigge.

- Da han præsenterede sin selvbiografi på en snobbet restaurant, vidste jeg, at vi havde hårde tider forude, siger formanden.

Selvom Karl-Heinz Rummenigge anerkender, at Louis van Gaal skabte resultater i Bayern München, har tyskeren det langt bedre med klubbens nuværende træner, spanske Pep Guardiola.

- Pep er et geni. Han har gjort Bayern lidt mere professionel. Han forventer meget, men han respekterer også kulturen i klubben.

- Han har mange idéer, nogle gange utraditionelle, men aldrig skøre, siger Karl-Heinz Rummenigge.

/ritzau/