Bayern drømte ikke om Juventus

Bayern München skal op mod Juventus i kvartfinalen i fodboldens Champions League, og advarselslamperne blev tændt i det tyske få sekunder efter fredagens lodtrækning.

- Det er ingen drømmelodtrækning. Vi har forskellige erfaringer. Vi har brug for to gode dage for at komme i semifinalen. Det bliver bestemt ikke nemt, det vil jeg gerne advare om, siger Bayern-formand Karl-Heinz Rummenigge.

Den slags løftede pegefingre burde nu ikke være nødvendige i det tyske. Bayern-spillerne mærkede tidligere på ugen tydeligt på egne kroppe, hvad der kan ske, når man tager bare en anelse for nemt på en opgave i Europas største klubturnering.

Efter en 3-1-sejr i London lignede tyskerne en flok spillere, der allerede havde tankerne i kvartfinalen, mens de spillede returkamp hjemme mod Arsenal i 1/8-finalen. Bayern tabte 0-2, slap akkurat med skrækken og gik videre.

Den slags slendrian går næppe mod Juventus. Arsenal-bommerten til trods er selvtilliden dog vanligt stor i det sydtyske. Målmand Manuel Neuer har respekt for Juventus, men han tror på avancement.

- Juventus er et stort hold, et stort navn. Man ved, at italienske mandskaber er godt organiseret. Men vi har chancen for at gå videre, siger han.

Fløjspilleren Arjen Robben kalder også de forestående Juventus-kampe for en "meget svær opgave", men han husker tilbage på 2009, hvor de to hold mødtes i gruppespillet i Champions League.

0-0 blev resultatet på tysk grund, men i Torino vandt Bayern 4-1, og derefter spillede tyskerne sig hele vejen til finalen, hvor Inter med en 2-0-sejr spolerede Bayerns titeldrøm.

- 4-1-sejren i den seneste duel med Juventus i 2009 i Torino var en meget vigtig kamp dengang. Efter den kørte det som smurt for os, siger Robben.

Træner Jupp Heynckes kalder Juventus for Italiens bedste hold, og han roser spillere som Andrea Pirlo og Arturo Vidal, men han tror alligevel på tysk succes.

- Det bliver jævnbyrdigt, men jeg håber, at vi klarer den. Og måske er det et godt tegn, at jeg med Real Madrid vandt Champions League-finalen over Juventus i 1998, siger Heynckes.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV