Bayern fortsætter stime med stærk anden halvleg

Det er næsten et år siden, Bayern München sidst tabte en kamp i den tyske Bundesliga, og som ventet kunne formsvage Mainz 05 ikke pille ved mestrenes suveræne stime lørdag eftermiddag, hvor Bayern hjemme vandt med 4-1.

Det krævede dog en kraftig forbedring efter pausen at forhindre et meget overraskende nederlag, efter at Mainz gik til pausen med den 1-0-føring, som Shawn Parker skaffede holdet med sin scoring lige før halvtid.

Jerome Boateng missede en lang fremlægning, og det gav hurtige Parker en friløber, som han udnyttede efter at have rundet målmand Manuel Neuer.

Men Bayern kom stormende ud af omklædningsrummet til anden halvleg, og to scoringer på to minutter fik vendt kampen fuldstændig på hovedet.

Først udlignede Arjen Robben, da han blev spillet fri med Mainz' målmand, og Robben lagde kort efter op til Thomas Müllers føringsmål til 2-1.

Den danske landsholdsspiller Niki Zimling var blevet anbragt på bænken hos Mainz, mens hans landsmand Bo Svensson startede i midterforsvaret.

Svensson blev dog pillet ud efter Müllers scoring. Fra bænken kunne han se Mario Mandzukic afgøre kampen med målet til 3-1 20 minutter før tid, mens Müller med sit andet mål gjorde det til 4-1 på straffespark mod slutningen.

Den 28. oktober kan Bayern fejre et års jubilæum som ubesejrede i ligaen, og holdet ser lige så stærkt ud under den nye træner, Josep Guardiola, som under den gamle, Jupp Heynckes.

Med sejren over Mainz fastholder sydtyskerne positionen i toppen af Bundesligaen, hvor tre hold har skabt et gevaldigt forspring.

Et point efter Bayern ligger Bayer Leverkusen, der måtte have hjælp af et "spøgelsesmål" til at hente en kontroversiel sejr fredag aften over Hoffenheim.

Tredje hold i toptrioen er Borussia Dortmund, der gjorde det forventede på hjemmebane mod Leon Andreasen og Hannover 96.

Et straffesparksmål af Marco Reus allerede efter fire minutters spil rakte til den smalle hjemmesejr på 1-0.

Der er hele ni point ned til nummer fire, Mönchengladbach, der senere lørdag møder Hertha Berlin.

Dagens Gossip