Bayern må undvære Ribery mod Manchester City

Skrevet af admin

16/09/2014

Dagens topnyheder

Bayern München er uden Franck Ribery i onsdagens åbningskampen mod Manchester City i Champions League. Det fortalte tyskernes cheftræner Josep Guardiola tirsdag.

- Han føler noget smerte igen. Jeg tror, at han vil være ude i nogle få dage, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.

Guardiola oplyste, at franskmanden ikke kan være med mod det engelske mesterhold på grund af problemer med det venstre knæ, som også har holdt ham ude i starten af sæsonen.

31-årige Ribery vendte i weekendens 2-0-sejr over Stuttgart i Bundesligaen netop tilbage fra en skadespause og det med succes, eftersom han scorede 2-0-målet.

Skrøbelige Ribery blev skiftet ind efter 68 minutter i den kamp, og det var midtbanespillerens første betydende kamp i denne sæson.

- Efter træning sagde fysioterapeuten, at Franck er nødt til at blive tilset af holdets læge. Og jeg er blevet meddelt, at han ikke kan spille. Det er det hele, lyder det fra Guardiola.

Den spanske træner vurderer umiddelbart heller ikke, at Ribery kan nå at blive helt klar til lørdagens bundesligakamp hjemme mod Hamburger SV.

/ritzau/