Bayern München er tysk mester for 25. gang

Bayern München er tysk mester i fodbold for tredje sæson i træk.

Det blev et faktum søndag aften, da Bundesligaens nummer to, Wolfsburg, på et sent mål tabte 0-1 ude til Borussia Mönchengladbach, der ligger nummer tre.

Wolfsburg skulle have vundet kampen for at have holdt en lille smule spænding i live i kampen om mesterskabet.

Med 76 point for 30 kampe kan Bayern München ikke indhentes før de sidste fire spillerunder, og holdet har nu vundet 25 mesterskabstitler i Tyskland.

Wolfsburg har 61 point, mens Gladbach har 57 point på tredjepladsen.

Det har ligesom i de foregående sæsoner været småt med spændingen i Bundesligaen.

I sidste sæson vandt Bayern München den tyske liga med et forspring på hele 19 point ned til Borussia Dortmund, og sæsonen før havde Bayern-holdet hele 25 points forspring ned til Dortmund.

Angriberen Nicklas Bendtner spillede hele kampen mod Gladbach for Wolfsburg, hvis træner Dieter Hecking igen havde givet danskeren chancen i stedet for den formsvage hollænder, Bas Dost.

Det skete også i torsdagens 2-2-kamp ude mod Napoli i Europa League.

Efter en halv times spil trak Nicklas Bendtner sig godt fri, men han sendte sin afslutning langt over mål.

Stadig har Nicklas Bendtner kun scoret et enkelt mål i Bundesligaen, mens Bas Dost har lavet 13 af slagsen.

Wolfsburg var på vej mod et isoleret set glimrende 0-0-resultat mod Gladbach, et af ligaens stærkeste hjemmehold, men kort før tid dukkede Max Kruse op tæt foran mål og sikrede hjemmeholdet sejren.

Den kan blive meget vigtig for Gladbach, der slog et hul på to point ned til Bayer Leverkusen, der er nummer fire.

Tredjepladsen i Bundesligaen giver direkte adgang til Champions League-gruppespillet i næste sæson, mens nummer fire skal spille kvalifikationskampe om at komme med i den økonomisk givtige turnering.

/ritzau/

Dagens Gossip