Bayern München jagter defensiv klubrekord mod Darmstadt

Der kan ligge en klubrekord og vente på Bayern München og målmand Manuel Neuer i lørdagens hjemmekamp mod oprykkerne fra Darmstadt.

Skulle det lykkes Neuer at holde målet rent i kampen, vil det være sjette hjemmekamp i streg på tværs af alle turneringer, at udeholdet må forlade Allianz Arena uden at have bidraget til måltavlen. Det har Bayern München aldrig tidligere præsteret.

Olivier Girouds reducering i Arsenals 1-5-dukkert i Champions League tilbage i november er seneste mål scoret af et udehold.

Darmstadts scoringsfrekvens taget i betragtning virker rekorden bestemt ikke urealistisk.

I 21 bundesligakampe i denne sæson har holdet scoret 22 mål. Det er blot et enkelt mere, end Bayern München-angriber Robert Lewandowski alene står noteret for i ligaen.

Til Darmstadts fordel taler dog, at de 14 af målene er leveret på udebane.

Bayern Münchens midtbaneanker Xabi Alonso er ikke i tvivl om, at mestrene skal nedbryde en stærk mur.

- De (Darmstadt) vil stå meget dybt og meget kompakt. Vi skal være tålmodige, og det bliver vigtigt at få det første mål, siger Alonso ifølge AFP.

Bayern München fører Bundesligaen med otte point ned til Borussia Dortmund, som har yderligere 13 point ned til Bayer Leverkusen på tredjepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip