Bayern München sætter tysk kamprekord

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

I Bayern München har de fundet et koncept, som virker.

Lørdag satte de regerende Champions League-vindere tysk rekord med holdets bundesligakamp nummer 37 uden nederlag, da det blev 3-0 hjemme over Augsburg.

Jerome Boateng viste vejen mod sejr med sin scoring til 1-0 allerede efter fire minutter.

Uden at spille sig ud tog sydtyskerne styringen i første halvleg. Franck Ribery bragte Bayern München foran 2-0 med et godt frispark, hvor han kanonerede bolden helt op i venstre hjørne.

Frisparket var begået mod ham selv lige uden for straffesparksfeltet.

Augsburg kæmpede godt i anden halvleg, men de røde Bayern-spillere havde alt under kontrol, og i kampens overtid kunne Thomas Müller øge til 3-0 på straffespark.

I Borussia Dortmund vil de nok betegne denne anden uge af november som en skidt en af slagsen.

Efter midtugens nederlag til Arsenal i Champions League, var lørdagens kamp mod Wolfsburg en af dem, hvor sidste sæsons Champions League-finalister kunne hente lidt oprejsning.

Det fik de gulklædte Dortmund-spillere ikke. Slet ikke.

Bundesligaens nummer fem Wolfsburg overgav sig nemlig ikke mod favoritterne, selv om holdet endda kom bagud på en fin scoring af Dortmunds Marco Reus direkte på frispark i første halvlegs overtid.

Ricardo Rodriguez udlignede til 1-1 10 minutter efter pausen - også direkte på frispark, og så scorede Ivica Olic 10 minutter senere til 2-1 for Wolfsburg.

Dortmunds nederlag betyder, at Bayer Leverkusen med en sejr på 5-3 over HSV indhentede Dortmund i tabellen - begge hold er fire point efter Bayern München.

I Hoffenheim fik Jannik Vestergaard en uheldig rolle for hjemmeholdet, som tabte med 2-3 til Hertha Berlin.

Den 21-årige danske midterforsvarer havde kun spillet fire minutter siden begyndelsen af oktober, men denne gang afløste han en skadet David Abraham efter en halv time.

Da Hertha Berlin kort inde i anden halvleg kom foran 2-0 var det på et straffespark begået af Jannik Vestergaard mod Adrian Ramos, som selv scorede.

/ritzau/