Bayern München vender 0-1 til tenniscifre

Skrevet af admin

08/03/2014

Mest læste i dag

Heller ikke i sæsonens 24. spillerunde viste det suveræne førerhold, Bayern München, nogen form for svaghedstegn.

Mesterholdet vandt knusende sikkert med 6-1 ude over Wolfsburg. Det var fjerde kamp i træk, at holdet vandt med mindst fire overskydende mål.

Bayern kom ellers bagud 0-1 efter 17 minutter på et mål af brasilianske Naldo. Føringen holdt dog bare i 10 minutter, indtil Xherdan Shaqiri udlignede til 1-1.

Efter pausen satte Bayern, der var uden Pierre-Emile Højbjerg i truppen, tingene på plads med scoringer fra Thomas Müller og Mario Mandzukic til 3-1.

Siden gik hjemmeholdet totalt i opløsning, og forsvaret var reelt spillet fra hinanden, da Franck Ribéry, Thomas Müller og Mario Mandzukic udbyggede til 6-1.

Bayern fører nu ligaen med 23 point ned til nummer to, Dortmund, der dog har spillet en kamp færre.

Schalke 04 kom tilbage på sejrskurs efter det store nederlag til netop Bayern. På hjemmebane blev Hoffenheim slået 4-0.

Hollænderen Klaas-Jan Huntelaar sørgede for to mål i første halvleg, og allerede efter en halv time fik han chancen for at fuldende et ægte hattrick, men han misbrugte et straffespark.

I stedet scorede Chinedu Obasi til 3-0 efter pausen. Klaas-Jan Huntelaar fik dog sit hattrick, da han scorede til slutresultatet 10 minutter før tid.

Leon Andreasen var en del af startopstillingen hos Hannover 96, der på hjemmebane spillede 1-1 mod Leverkusen.

/ritzau/