Bayern-præsident griner af muldvarpe-sagen

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Bayern München-træner Pep Guardiola er ifølge avisen Bild rasende over, at det tyske medie ved flere lejligheder har bragt klubbens startopstilling før tid og skrevet om andre taktiske detaljer, som ellers kun træneren og spillerne har kendskab til.

Forud for onsdagens Champions League-kamp på udebane mod CSKA Moskva er sagen det helt store samtaleemne hos mesterholdet.

Præsident Uli Hoeness griner dog over muldvarpe-sagen.

- Hvis det er vores eneste problem, så kan vi godt leve med det. Jeg tror, at spillerne griner sig halvt til døde, når de ser overskrifterne, siger Hoeness ifølge dpa.

Bayern-anfører Philipp Lahm siger dog:

- Det er ikke positivt for en træner, spillerne eller klubben. Men sportsligt er det ikke en belastning.

Bayern München topper ganske suverænt Bundesligaen og har sikret sig avancement videre fra Champions League-gruppespillet. Så muldvarpens læk har modstanderne ikke kunnet udnytte indtil videre.

Senest bragte Bild i fredags Guardiolas startformation til lørdagens bundesliga-kamp mod Borussia Dortmund.

Det fik ifølge Bild træneren til at rase mod truppen.

- Det er ligegyldigt, hvem det er. Der vil rulle hoveder. Jeg smider ham ud, og han kommer ikke til at spille under mig igen, skulle han ifølge Bild have sagt i omklædningsrummet i lørdags.

Ifølge Bild kommer citatet fra den samme kilde, som har suppleret avisen med de øvrige oplysninger også.

/ritzau/