Bayern-stjerner smadrer Frankfurt i Tyskland

Bayern München fortsatte søndag den sikre kurs mod det tyske mesterskab med en 5-0-sejr over Eintracht Frankfurt.

Træner Josep Guardiola kunne fra første fløjt se sine spillere køre gæsterne over hjemme på Allianz Arena i München.

Efter godt 10 minutter bragte Mario Götze alene med Frankfurt-keeper Kevin Trapp værterne foran med 1-0.

Spændingen forduftede næsten helt, da Franck Ribery umiddelbart før pausen øgede til 2-0. På det tidspunkt virkede det helt utænkeligt, at Frankfurt fra den nederste halvdel af Bundesligaen ville være i stand til at levere et comeback.

I hele anden halvleg styrede Bayern-stjernerne da også spillet, og efter godt 65 minutter kunne Arjen Robben gøre det til 3-0. Kort efter headede Dante et hjørnespark i mål til 4-0. I slutfasen gjorde Mario Mandzukic ydmygelsen af Frankfurt total med kampens sidste scoring.

Det danske stortalent Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken i hele opgøret for de forsvarende tyske mestre.

Bayern München har endnu ikke tabt en eneste kamp i denne sæson i Bundesligaen, og sydtyskernes suverænitet truer med at ødelægge spændingen i tysk fodbold. Bayer Leverkusens sportsdirektør Rudi Völler udtalte tidligere på ugen, at sæsonafslutningen risikerer at blive kedelig.

Med sejren topper Bayern München Bundesligaen med 53 point, hvilket er 13 point mere end de nærmeste forfølgere fra Bayer Leverkusen.

Der resterer endnu 15 spillerunder i Tysklands bedste fodboldrække.

/ritzau/

Dagens Gossip