Bayern trækker fra Bendtner og Wolfsburg i Bundesligaen

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner blev skiftet ind i det 73. minut, da den danske landsholdsangriber og Wolfsburg lørdag tabte terræn i toppen af Bundesligaen med et 0-1-nederlag ude til Augsburg.

10 minutter inden Bendtners indskiftning var Augsburg kommet foran 1-0. Wolfsburg-træner Dieter Hecking sendte Bendtner på banen, så danskeren kunne danne en frontduo med den målfarlige hollænder Bas Dost, men nederlaget kunne ikke forhindres.

Mens Bendtner fik mere spilletid for rækkens nummer to, så måtte Augsburg klare sig uden Pierre-Emile Højbjerg. Midtbanespilleren var syg og ikke med i hjemmeholdets trup.

24. spillerunde viste sig at blive slem for Wolfsburg, som kunne se Bayern München vinde 3-1 ude over Hannover 96 med Leon Andreasen på bænken i hele kampen.

Efter 1-1 ved pausen scorede den tyske landsholdsangriber Thomas Müller begge mål for Bayern München i anden halvleg. 2-1-scoringen faldt på et straffespark, mens 3-1-målet blev scoret på et hovedstød.

Resultaterne betyder, at mesterholdet Bayern München udbygger sin føring. Wolfsburg er nu 11 point efter førerholdet.

Den danske forsvarsspiller Jannik Vestergaard holder sig sammen med Werder Bremen inde i kampen om de europæiske pladser med en 1-0-sejr ude over Freiburg.

Storklubben Borussia Dortmund, som fortsat kæmper med at komme ud af nedrykningskampen, måtte nøjes med 0-0 ude mod Hamburger SV.

/ritzau/