Bayern-træner: Måske fortsætter jeg

Bayern Münchens afgående succestræner Jupp Heynckes har endnu ikke besluttet sig for, om han indstiller trænerkarrieren.

Heynckes, der førte Bayern frem til The Treble i denne sæson, har brug for at tænke over den store beslutning.

- Nu vil jeg tage på ferie. Jeg vil ikke arbejde med noget her i Tyskland eller i udlandet. Jeg ønsker at træde et skridt tilbage og tænke over tingene de næste uger, siger træneren på et pressemøde.

Heynckes oplyser, at han har fået tilbud fra flere klubber. En af dem træder ud som noget specielt.

- Det er en klub, der ikke har Münchens succes, men en stor aura og sportslig tradition. En international topklub, siger han.

68-årige Heynckes er blevet et varmt navn, efter at han i denne sæson førte Bayern München frem til tre titler, da sydtyskerne vandt Bundesligaen, den tyske pokalturnering og Champions League i dette forår.

Det har længe stået klart, at Heynckes var i gang med sin sidste sæson på Bayern Münchens trænerbænk, da klubben for flere måneder siden annoncerede, at jobbet fra næste sæson skal varetages af den tidligere Barcelona-træner Josep Guardiola.
/ritzau/

Dagens Gossip