Bayerns eks-bomber: Guardiola behandlede mig skidt

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Atletico Madrid-angriberen Mario Mandzukic' sommerskifte fra Bayern München til den spanske mesterklub skyldtes mangel på respekt fra Bayern-træner Josep Guardiola.

Det hævder Mandzukic ifølge dpa i et interview med den kroatiske sportsavis Sportske Novosti.

- Guardiola skuffede mig. Han behandlede mig ikke med respekt, og han gjorde det umuligt for mig at blive topscorer i Bundesligaen, siger Mandzukic.

- Jeg havde det dobbelt så godt, da Jupp Heynckes var træner i klubben, siger angriberen med henvisning til Josep Guardiolas forgænger.

Guardiola afløste i sommeren 2013 Heynckes som træner i Bayern München efter en sæson, hvor det sydtyske storhold vandt Bundesligaen, den tyske pokalturnering og Champions League. Den kroatiske angriber føler, at han måtte sidde for meget på bænken efter trænerskiftet.

- Jeg fortjente ikke at blive behandlet på den måde efter alt det, jeg har gjort for Bayern.

- Jeg følte, at tingene ændrede sig lige så snart, at han kom til klubben. Jeg forsøgte at tilpasse mig, men indså, at jeg ikke havde nogen fremtid i Bayern.

- Han ønskede ikke, at jeg blev topscorer, så jeg spillede ikke sidst på sæsonen. Det var ikke så vigtigt for mig, men det viste hans mangelfulde respekt for mig. Det havde givet mere mening, hvis han havde fortalt mig, at jeg ikke passede ind i hans filosofi, siger Mandzukic.

Kroaten scorede 18 ligamål for Bayern München i sidste sæson og blev nummer to på topscorerlisten efter Borussia Dortmunds Robert Lewandowski. Lewandowski rykkede i sommer til Bayern, hvor han afløste Mandzukic. Det er foreløbig blevet til tre scoringer i den spanske liga for kroaten.

/ritzau/dpa