Bayerns mesterspin sikrer fred og ro

Imens svinger søgelysene over mod Borussia Dortmund, der onsdag aften møder Real Madrid i Champions League. Samme tendens bevæger sig mod Danmark, advarer spindoktor

Champions League er ikke alene fodbold på klodens højeste niveau. Det er også mesterligt arbejde uden for kridtstregerne. Et bevis på det kom under nedtællingen til onsdagens semifinale mellem Borussia Dortmund og Real Madrid.

Mario Götze skifter til Bayern München. Som en håndgranat i en campingvogn sprængtes nyheden tirsdag og lod sig i løbet af dagen sprede ud i alle hjørner.

Med et var historien om Bayern-præsident Uli Hoeness’ skattesag reduceret til en ubetydelig detalje, sammenlignet med Dortmund-playmakerens skifte for 37 mio. euro (cirka 275 mio. kr.). Et fascinerende skifte af dagsorden.

Den slags kommer vi til at se meget mere af. Ikke bare på den største scene i udlandet, men også herhjemme. Sådan lyder varslet fra en forhenværende statsministeriel spindoktor, der understreger, at sportens levevilkår i stigende grad minder om dem, man kender fra Christiansborg og tv-serien ’Borgen.

- Den måde, de store klubber forholder sig til den slags historier, er langt mere aktiv i dag end for år tilbage. Alene deres informations- og kommunikationsafdelinger er vokset voldsomt. Man kan roligt konkludere, at de store klubber arbejder aktivt med kommunikation, siger Billy Adamsen, der var spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen i Statsministeriet og senere direktør for ishockeyklubben Rødovre Mighty Bulls.

I dag arbejder han blandt andet som ekstern lektor på Syddansk Universitet med fokus på medier, kommunikation og sport.

Han kalder Bayern Münchens Mario Götze-bombe for et fornemt stykke håndværk af allerhøjeste karat. Få timer før tabloid- og sportsavisen Bild bragte nyheden på sin hjemmeside, var det den sydtyske storklub, der på klos hold måtte forsvare sig mod massiv negativ opmærksomhed.

Klubpræsident, faderfigur og rollemodel Uli Hoeness var centrum i en sag om skattesnyd for millioner. En sag med en brintbombes ødelæggelseskraft i Tyskland, hvor Hoeness spiller en betydelig rolle i offentligheden.

Forbundskansler Angela Merkel måtte kommentere på historien, og ved det obligatoriske trænerpressemøde forud for Champions League-semifinalen forbød mediedirektør Markus Hörwick spørgsmål om sagen.

Derfra gik der ikke længe, inden man formoder, at Bayern Münchens kommunikationsafdeling angreb og lækkede Götzes skifte på det værst tænkelige tidspunkt.

Hoeness-sagen gled ned af bild.de og blev erstattet af en live-dækning med alt nyt om skiftet. 597 km mod nordvest i Dortmund måtte man i al hast udvide kapaciteten i pressemødelokalet, hvor Jürgen Klopp blev mødt af en storm af spørgsmål om ’jahrhunderttalentets transfer. Et skifte Dortmund-træneren havde kendt til i mere end 10 dage, nåede han at bemærke. Tidspunktet for offentliggørelsen var mildest talt ikke til hans fordel.

- Jeg kan næsten ikke fatte, at Götzes skifte bliver annonceret i denne af alle uger, bemærkede Gary Neville, der i dag arbejder for Sky Sports, på Twitter.

Billy Adamsen kan derimod godt forstå det. Han mener, at denne slags kommunikation bliver dagsorden fremover.

- Med en sag som den, de havde i Bayern, er der typisk to måder at dreje en dagsorden på. Den ene er konkrete handlinger såsom at købe en spiller. Den anden er at etablere en slags konflikt med en anden klub. I begge tilfælde er det nøje strategisk kommunikationsarbejde, der er stemt af med ledelsen. Der er ingen handling, der er tilfældig, siger Billy Adamsen.

Den slags kan vi lige så godt vænne os til herhjemme, påpeger han.

- Den samme udvikling, man i de seneste 10 år har set i udlandet, den begynder at sætte sig spor i Danmark. Min profeti er, at vi om fem til ti år vil se en langt mere gennemgribende professionalisering af sportsklubberne, hvad kommunikation angår. Men endnu er vi stadig lidt bagefter.

Det skyldes ifølge Billy Adamsen, at dansk sport endnu har kraftige rødder i foreningslivet. I modsætning til Tyskland, England og USA, hvor sportsklubberne i dag eksisterer på markedsmæssige vilkår. Her spiller man efter samme regler som virksomhederne på C20-indekset, hvor branding er en størrelse, man behandler med nidkær seriøsitet.

- Det kommer også her, det er der ingen tvivl om. Aktørerne kommer under mere kritisk lup fra pressen. Sportsjournalistikken ændrer sig. Klubberne bliver gransket, spillerne bliver set efter i sømmene på samme måde som politikerne. Den udvikling gør, at klubberne bliver nødt til at håndtere det på en anden måde end i dag, forudser Billy Adamsen.

I Tyskland rundede Jürgen Klopp tirsdagens pressemøde af med en appel til klubbens tusindtallige fanskare på ’Den gule mur forud for aftenens kamp: Lad de negative følelser over for Mario Götze blive hjemme og hjælp i stedet klubben.

Med ét var klubbens store festaften forandret til en konflikt. Rivalerne fra Bayern München kan forvente en hævnakt, det er der vist ingen tvivl om.

Dagens Gossip