Bayerns vindermaskine fælder Hoffenheim til sidst

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Det holdt hårdt, men det lykkedes lørdag for Bayern München at hente endnu en sejr i Bundesligaen. Naturligvis, fristes man til at sige.

Træner Josep Guardiolas mandskab sejrede 2-1 ude over Hoffenheim og generobrede førstepladsen fra Borussia Dortmund, der fredag vandt 6-1 hjemme over Stuttgart.

De regerende mestre har 29 point for 11 kampe, hvilket er et point mere end Dortmund.

Et kvarter før tid af lørdagens kamp i Sinsheim kværnede Bayern München-holdet sig igennem Hoffenheims forsvar, og via en snedig frispilning fra Franck Ribéry fik Thomas Müller æren af at blive matchvinder.

Forinden var gået en meget livlig kamp, hvor hjemmeholdet i store perioder udfordrede de forsvarende mestre.

Det var dog en kapitalbrøler af den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer, der sendte Hoffenheim i spidsen cirka 10 minutter før pausen.

Målmanden tabte et ufarligt hjørnespark, og så kunne hjemmeholdets Niklas Süle sende bolden ind i det ubevogtede mål.

I den efterfølgende fase kunne Hoffenheim have fordoblet føringen, men i stedet fik Bayern München udlignet til 1-1 via en god portion held.

Franck Ribéry sparkede et frispark, som blev afrettet af klubkammeraten Mario Mandzukic og efterlod Hoffenheim-målmanden Koen Casteels snydt.

I anden halvleg havde begge hold flere muligheder, inden Thomas Müller fik scoret til 2-1.

10 minutter senere brændte samme Thomas Müller på ufattelig vis en kæmpe chance på hovedstød.

Kort før tid forsømte Bastian Schweinsteiger at cementere sejren, da han kom alene igennem. Men det gik altså alligevel for Bayern.

Hoffenheim havde danske Jannik Vestergaard på banen i de sidste tre minutter

Bundesligaens nummer tre, Bayer Leverkusen, dummede sig ved at tabe 0-1 ude til bundholdet Braunschweig.

Leverkusen har 25 point efter de 11 første runder.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/