BBC erklærer ved en fejl dronning Elizabeth syg

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Britiske BBC var onsdag så tæt på at erklære dronning Elizabeth døende, men det var falsk alarm.

Det skete i forbindelse med en intern øvelse på den britiske radio- og tv-station, hvor man forberedte sig på dronningens nekrolog og måder at få sendt nyheden ud.

Den slags er slet ikke så usædvanligt på journalistiske arbejdspladser, heller ikke danske. Her forbereder man nekrologer på mange kendte, der er ved at være oppe i årene, eller som er hårdt ramt af sygdom. Så ligger de klar, når det er alvor.

BBC's fejltrin var, at en journalist, Ahmen Khawaja, kom til at sende en besked ud på Twitter om, at den 89-årige dronning faktisk var alvorligt syg.

- BREAKING: Dronningen Elizabeth er under behandling på King Edward 7's hospital i London. En bulletin ventes snarest: @BBCWorld, lød tweetet.

Dette øvelsestweet blev udsendt ved en fejl, siger hun, og blev læst af hendes følgere på Twitter.

- Jeg undskylder over for enhver, jeg har gjort foruroliget, siger hun ifølge Daily Telegraph.

BBC undskyldte også for tweetet og fortæller, at der simpelthen var sket en fejl under en øvelse.

- Under en teknisk forberedelse af nekrologen, blev der ved en fejl sendt tweets fra en BBC-journalist, som skrev, at et medlem af den royale familie var blevet syg. Tweetet blev hurtigt slettet, og vi undskylder for enhver uro, vi har givet anledning til, skriver BBC.

/ritzau/