BBC: Hamas er klar til våbenhvile med Israel

Skrevet af admin

04/07/2014

Mest læste i dag

Det islamistiske Hamas, der styrer Gaza-striben, er klar til at bebude en våbenhvile, efter at der de seneste dage er blevet sendt et større antal raketter mod Israel fra den palæstinensiske enklave.

Det siger en kilde i Hamas til BBC.

Det er egyptiske efterretningsofficerer, der har været mæglere i sagen, hedder det.

Udspillet om våbenhvile kommer samtidig med, at palæstinenserne forbereder begravelsen af den 16-årige dreng Abu Khudair, der onsdag blev fundet myrdet i Jerusalem.

Der er tegn på, at det var et jødisk hævndrab, efter at tre jødiske teenagere mandag blev fundet dræbt nær Hebron på Vestbredden.

Israelsk politi er i alarmberedskab, for det frygtes, at begravelsen vil udløse uroligheder.

Til BBC siger Hamas-kilden, at der har været "intensive kontakter" mellem den islamistiske organisation og egyptiske embedsmænd.

- De var i stand til at nå frem til en ny våbenstilstand mellem Hamas og Israel, og våbenhvileaftalen skal bekendtgøres inden for få timer, siger kilden.

BBC's korrespondent i Gaza konstaterer, at kontakterne med Israel allerede har gjort situationen roligere på landjorden i den palæstinensiske enklave. Antallet af raketter, der affyres mod Israel, er faldet.

Imens afventer israelere og palæstinensere, hvad der vil ske i Jerusalem, hvor der er vrede og aggression i luften.

Der er fredagsbøn i den første uge af ramadanen, og den myrdede palæstinensiske teenager Abu Khudair skal muligvis begraves i løbet af dagen.

Israelsk politi tilbageholder fortsat liget af den dræbte.

Det forklares, at en obduktion fortsat er i gang, og at der deltager både israelske og palæstinensiske retsmedicinere.

/ritzau/