BBC-reporter inviteret til Qatar af regering og anholdt

Skrevet af admin

18/05/2015

Mest læste i dag

En britisk finansjournalist blev lagt i håndjern og varetægtsfængslet, da han var på pressetur i Qatar, hvortil myndighederne havde inviteret ham.

Mark Lobel blev tilbageholdt i et døgn, og han sov to dage i detentionen, skriver han i en beretning om episoden til britiske BBC, som han arbejder for.

Finansjournalisten var i Qatar for at undersøge boligforholdene for de arbejdere, som bygger stationer og infrastruktur til VM i fodbold om syv år.

Det er anden gang de seneste uger, at myndighederne i Qatar har anholdt journalister, som undersøger arbejdernes boligforhold i det gasrige, arabiske land.

- Vi blev inviteret til Qatar af premierministerens kontor for at se nye flotte boliger til lavtlønnede migrantarbejdere, men da vi forsøgte at indhente yderligere materiale, blev vi smidt i fængsel for at udføre vores job, skriver Mark Lobel.

- Vores anholdelse var dramatisk, fortsætter han.

Han blev sammen med en gruppe nepalesiske arbejdere pludselig omringet af otte hvide biler på en stille vej. De blev beordret ind på en sidevej. Her blev de kropsvisiteret, og deres udstyr blev konfiskeret.

Journalisten og hans kameramand blev kørt på politistationen, hvor de blev afhørt hver især.

Her fik Mark Lobel forklaret af en betjent, som hviskede ham i øret, at han ikke måtte ringe og orientere andre om anholdelsen, da tilbageholdelsen var et spørgsmål "om nationens sikkerhed."

Under forhøret blev journalisten præsenteret for fotos, der afslørede, at han var blevet skygget af myndighederne i to dage.

- Det er ikke Disneyland, sagde en af betjentene ifølge journalisten og tilføjede:

- Du kan ikke gå og filme alt muligt her.

Lobel skriver, at de blev truet med yderligere fire dage bag tremmer.

Efterfølgende blev BBC-journalisten tilbudt at komme med på myndighedernes pressetur, som de var rejst til landet for at deltage i - som "om intet var hændt."

Journalisten og hans kameramand har endnu ikke fået deres udstyr tilbage. Et udrejseforbud er ophævet.

Regeringen i Qatar hævder, at den har forbedret forholdene for arbejdere de seneste uger.

Styret har indført et lønsystem, der skal sikre, at de får løn til tiden. Samtidig bygges nye og bedre boliger.

/ritzau/