BBC-stjernen Jimmy Savile misbrugte op mod 200 børn

Skandalen om en af Storbritanniens største mediepersonligheder vil ingen ende tage. Britisk politi frygter nu, at op mod 200 mindreårige piger blev voldtaget, befølt eller forulempet på anden vis af den nu afdøde Jimmy Savile. Det oplyser politiet i London.

Jimmy Savile var i årtier en af de mest kendte og elskede værter hos BCC. Så populær, at omkring 4000 mennesker fulgte Savile på hans sidste rejse til et gravsted i Leeds oktober sidste år.

Beretningerne om de beskidte overgreb begyndte den 3. oktober i en tv-dokumentar. Flere kvinder stod frem og fortalte om Saviles overgreb på dem som mindreårige. Flere blev voldtaget af Savile i BBC's lokaler.

- Efter to ugers indsamling af oplysninger fra både offentligheden og flere organisationer har vi vurderet over 400 henvendelser, og vi har identificeret over 200 potentielle ofre, skriver Scotland Yard om efterforskningen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også Jimmy Saviles store velgørenhedsindsat, blandt andet på hospitalers børneafdelinger, er skæmmet af hans uhyggelige tilbøjeligheder. Nogle af de tidligere patienter har også fortalt om overgreb.

Hans familie har fjernet en mindeplade ved gravstedet af frygt for vandalisme. Saviles eftermæle er for altid vanæret, og hans omdømme er forvandlet fra helten til skurken - fra de svages beskytter til et umætteligt sexuhyre.

Skandalen sætter også det hæderkronede BBC i et dårligt lys. Efter Saviles død i 2011 var selskabets flagskib på nyhedssiden - Newsnight - i gang med at lave et indslag om anklagerne mod stjernen. Af uvisse årsager blev det aldrig vist.

Medie-organisationen har garanteret, at den vil foretage en undersøgelse af anklagerne.

Nogle af de personer, der var med i showbiz for mellem 20 og 50 år siden, siger, at det var en tid, hvor der blev set gennem fingre med gramserier på kvinder.

- Kulturen var som at træde ind i et rugby-omklædningsrum og meget krænkende for en ung kvinde, har tidligere DJ Liz Kershaw oplyst til Radio 4.

Savile blev i 1990 slået til ridder og fik dermed ret til at kalde sig Sir Jimmy Savile af dronning Elizabeth. Den britiske premierminister, David Cameron, vil undersøge om det er muligt at fratage Jimmy Savile titlen.

 

Dagens Gossip